top of page

Vi søger skarpe Frontend-udviklere!



Drømmer du om at bringe dine kompetencer i spil i et dynamisk og kreativt miljø? Og om at være med i et kreativt team af dygtige og engagerede softwareudviklere, hvor du bidrager til udvikling af web-frontend? Kanon! Hop ombord og vær med til at skabe verdens bedste GPS-løsninger til entreprenørbranchen.


Vores drøm

Du har ikke nødvendigvis berørt vores branche eller software som vores. Men du har stor lyst til at lære begge dele godt at kende og derved blive en kompetent frontend-udvikler hos os.


Det er virkelig fedt, hvis du (bare cirka)

  • er en proaktiv og engageret teamplayer

  • trives i et kreativt miljø, hvor vi leverer unikke resultater og har det sjovt

  • motiveres af at arbejde i et team med fælles mål

  • har faglig stolthed og et indre drive for at yde højeste kvalitet (uden at være fanatisk)

  • har sans for godt UI-design, brugervenlige og genbrugelige løsninger

  • er nysgerrig på nye teknologier

  • måske er du også interesseret i backend-udvikling?

  • taler og skriver dansk eller norsk.



Din baggrund

  • En relevant uddannelse indenfor software-udvikling - datamatiker, professionsbachelor i web-udvikling el.lign.

  • 1+ års praktisk erfaring med moderne frontend frameworks - f.eks. Vue, Angular, React, ...

  • Er tryg ved HTML, CSS, Typescript, Javascript og lignende teknologier

  • Har basalt kendskab til UX-principper, git og netværk

  • Er vant til at indgå i agile processer


Hvem er vi?

Stærke værdier og høj faglighed er grundlaget for din og vores udvikling og succes. Med Makin’ 3D-produkterne fremmer vi den hastigt voksende digitalisering af den tunge bygge- og anlægsbranche. Den gør industrien mere bæredygtig og er samtidig god forretning - der spares mange arbejdstimer, og forbruget af fossilt brændstof og naturressourcer reduceres.


Kinematic har på bare 5 år etableret sig som én af de førende udviklere af GPS-løsninger til branchens maskiner og processer. Vi har et utrolig nært samspil med datterselskabet Makin, som står for hardware-siden af produkterne, B2B salg, drift og forretningsudvikling, med stærke forhandlere i bl.a. Nordeuropa og Australien - og flere er på vej.



Tilsammen er vi pt. 38 kolleger, heraf 16 softwareudviklere, og vi bliver løbende flere.

  • Vi er specialister, nørder og andre ildsjæle kendetegnet af faglig stolthed, samarbejde på tværs, fællesskab og rummelighed

  • Vi har et særligt fokus på mennesket i alt, hvad vi gør

  • Vi er glade, inkluderende, udvikler os sammen mod fælles mål

  • Vi lever og ånder for “kort time-to-market”, tilstræber agile processer i alle led.

Vi prioriterer at have den bedste arbejdsplads, hvor tårnhøj faglighed, tryghed, stor fleksibilitet og trivsel i kombination med massivt input fra kunder og slutbrugere giver de bedste rammer for at skabe fantastiske løsninger.



Vi tilbyder

  • En solid tech-virksomhed og -organisation i stærk vækst - foreløbig 8 vækstpriser, bl.a. Gazelle-virksomhed de seneste to år

  • Rige muligheder for personlig udvikling

  • Mulighed for at være med til at præge dit team og dine arbejdsopgaver

  • Et dynamisk miljø med en uformel omgangstone

  • Højt engagerede kolleger, “alle i samme båd”

  • Samspil med nære samarbejdspartnere, og “nærhed til kunden”

  • Stor fleksibilitet - frihed under ansvar

  • Konkurrencedygtige løn- og ansættelsesvilkår

  • Arbejdssted i Odense M, gode transportmuligheder.


Nysgerrig nu?

Fantastisk, hold dig ikke tilbage! Opfylder du ikke 100% forhåbningerne? Pyt! Ring straks til Kasper på mobil 2423 1110 og hør nærmere - eller skriv til Kasper.Madsen@Kinematic.dk.




Comments


bottom of page